Anatomic SITT A/S
NYHEDSBREV - Februar 2014
nyhedsbrevtopfeb14.jpg

Få hold på hovedet

Mange personer med større funktionsnedsættelser har problemer med at stabilisere og koordinere hovedets stillinger og bevægelser. Det ses f.eks. ved, at hovedet hænger forover, til siden eller er roteret. Resultatet bliver desværre ofte at personens synsfelt bliver gulvet, hvilket hverken er særlig opmuntrende eller fremmende for kommunikation.

På mange kørestole er der heldigvis tiltefunktion og ved at tilte den enkelte borger, kan man hjælpe til at variere trykket i siddestillingen og oftest få hovedet godt tilbage. Problemet kan dog være at synsfeltet, så ændres til loftet i stedet. Det er fortsat svært at kommunikere og det er også svært at synke i den stilling osv.

Ved hjælp af en individuel indstillet hovedstøtte kan daglige aktiviteter som det at spise, se sig omkring og kommunikere lettes.

Anatomic SITT har et meget omfattende hovedstøtteprogram samt en stor erfaring med disse problemstillinger.


Klik på brochuren til højre,
hvis du ønsker
at se nærmere
på vores hovedstøtter.
hovedstotter.jpg



En løsning med en Soft Pro hovedstøtte

Hver måned har vi fokus på et produkt i samspil med en løsning af en problemstilling for en borger.
I denne måned er en problemstilling løst med en af vores Soft Pro hovedstøtter, nemlig Pro Mini og fortælles af vores konsulent Anette.

En løsning med Pro Mini hovedstøtte
Jeg kender Niels, som bor på Nordsjælland i en plejebolig. Niels lider af sclerose.

Den første gang jeg besøgte ham, sad han i en kørestol, som var ca. 10 cm for bred og 5 cm for lang i sædet. Ryggen på stolen var en blød pude med sidevulster.

Der var et ønske om, at Niels’ hoved skulle rettes op, da det kort efter at han var forflyttet til stolen faldt først ned mod venstre skulder og derefter ned mod brystet.

Når Niels sad i stolen opstod der tremor i hoved, arme og ben.

Vi fandt ud af at den ”for-lange” sædedybde medførte, at Niels sad med et bagud kippet bækken, hvilket påvirkede balancen i hans overkrop, så det dels var svært for ham at holde hovedet oppe mod tyngden og dels var det svært (umuligt) for ham at ekstendere tilstrækkeligt over nakken til, at han kunne kigge fremad.
Endvidere var der ikke støtte nok i ryggen, til at Niels kunne holde balancen sidevers, hvorfor han ofte lænede sig over det ene armlæn.

Det var klart, at der skulle ske tilpasninger med stolen, før vi kunne begynde at kigge på en egnet hovedstøtte, da der ellers ville være risiko for, at hovedstøtten ville komme til at være eneste støtte for hele Niels’ overkrop.
Der blev således tilpasset en ny stol til Niels, med en fast ryg med sidestøtter, der giver hans overkrop god støtte. Stolens sædedybde passer, så Niels nu kan få bagdelen helt tilbage, og derved undgå bagudkipning af bækkenet og tryk ved knæhaserne. Der er fremstillet og monteret sidepuder, så sædebredden passer til Niels, så han under forflytning (med loftlift) placeres rigtigt i forhold til ryggen. Man har så at sige lavet en bås til Niels’ mås :O) Puderne hjælper personalet under forflytningen, og de forhindrer, at der sker sideforskydning af Niels' bagdel over tid, mens han sidder i stolen.

Det er erfaret, at jo bedre Niels er stabiliseret, des mere nedsættes tremor i hans arme og ben. Uden støtte af hovedet er der stadig tremor sv. t. hoved og lidt i armene.

Da Niels’ krop nu således var stabiliseret, kunne vi begynde at kigge på hovedstøtte. Når Niels sidder i sin nye stol, går der længere tid, før hans hoved falder fremover mod brystet. Det falder ikke længere ud mod venstre skulder.

Vi satte således en Pro Mini str. L med et aktivt pandebånd på stolen. Pandebåndet hjælper Niels med at holde hovedet op imod tyngden, og da Pro Mini-hovedstøtten støtter hans hoved suboccipitalt, holdes Niels’ hoved i en behagelig stilling for Niels. Aktivt pandebånd sikrer, at Niels stadig kan dreje hovedet. Når Niels' hoved placeres i hovedstøtten, forsvinder tremor i armene, og den forsvinder næsten i hovedet.

pro-serie_mini.jpg pandeband.jpg
(Pro mini hovedstøtte) (Pandebånd, men her i kombination med en anden Pro serie hovedstøtte, nemlig Pro voksen)


Niels’ nye stol er født med rygtilt, hvilket inaktiveres, så hovedstøtten ikke ”vandrer”. Stolens kipfunktion er stadig en mulighed, og den bruges i stor grad. Tyngden arbejder således sammen med hovedstøtten om at holde/støtte Niels' hoved.

Tilbagemeldingen fra Niels er efterfølgende, at hans tremor stadig minimeres, han har fået lettere ved at spise og drikke, da hans hoved nu er stabiliseret, og et tidligere problem med løbende næse og mundvand er ligeledes minimeret. Dertil kommer, at Niels’ syn nu er rettet mod omverdenen og ikke hans egen mave, og alle de andre fordele ved en stol, der passer, som nedsat risiko for tryk og træk på huden, nedsat tryk på mave og brystkasse som følge af opretning af overkroppen.

Anette Holm
Ergorapeutisk konsulent



Månedens muskel

Denne "måneds muskler" er Musculus obliquus externus abdominis.

Musculus obliquus externus abdominis

De skrå mavemuskler består af de indre og de ydre skrå mavemuskler. I denne udgave er det de ydre, vi skal igennem.mavemusk.jpg

De skrå mavemuskler sidder på siden af maven og er en del af den såkaldte bugpresse, der er væsentlig i forhold til presset på maven ved eksempelvis afføring, hoste og fødsler. Den primære forskel på de indre og de ydre er retningen på fibrene eller musklens trækretning.

Musklen udspringer fra femte til tolvte ribben og løber skråt fremad og nedad og hæfter på crista iliaca (hoftekammen) og ligamentum inguinale, der er lyskenligamentet, skambenet og linea alba, der er den lodrette linje midt i mavemuskulaturen.

Den er innerveret af de thoracoabdominale nerver og de subcostale nerver.

Lidt i stil med Quadratus lumborum, så har denne muskel flere forskellige funktioner afhængigt af punktum fixum og punktum mobile. Hvis bækkenet er punktum fixum, trækker musklen brystkassen nedad, hvis begge sider bliver aktiveret. Hvis det kun er den ene side, der aktiveres, laver den en lateralfleksion og en rotation af brystkassen. Hvis brystkassen er punktum fixum, vipper musklen bækkenet bagud, hvis begge sider aktiveres. Hvis det kun er den ene side, der aktiveres kan bækkenet roteres om både en akse gennem columna (rygsøjlen) samt en akse gennem sacroiliacaleddene eller lændehvirvlerne afhængigt af mobiliteten i disse.

I den siddende stilling vil øget unilateral aktivitet eller kontrakturer i denne muskel ofte medføre en drejning af bækkenet og eller en rotation eller en lateralfleksion af thorakalcolumna og ved bilateral aktivitet eller kontraktur, vil det kunne medføre et bagudkippet bækken og en øget thorakalkyfose (runding af brystdelen af ryggen)

David Petersen
Konsulent og fysioterapeut



Blomster til Karin


Denne måneds buket går til Karin Sehested fra Silkeborg Kommune.
Karin indstilles af sine kollegaer i bilteamet fra Silkeborg Kommune, bestående af administrative og sundhedsfaglige sagsbehandlere, der varetager sagsbehandling af ansøgninger om støtte til bil.

De skriver således:

Bilteamet i Silkeborg Kommune vil gerne indstille vores teamkoordinator, ergoterapeut Karin Sehested, til årets første buket.blomst-s21025.png
 
Vi er et team bestående af administrative og sundhedsfaglige sagsbehandlere, der varetager sagsbehandling af ansøgninger om støtte til bil.

Karin er teamets koordinator og vi synes, at hun skal have årets første blomst da hun har en kæmpe andel i at teamet fungerer, og særligt i det, hos os ekstra travle år i 2013.
 
Og hvad laver Karin så egentligt? Uden at vi andre helt opdager det, så er der fuldt styr på alle sagslister, indkøbsaftaler, møder bliver arrangeret og flyttet, sagsbunker forsvinder, også fra vore andres borde, for at lette vores arbejde. Og hun gør ikke megen væsen ud af dette, andet end at udstråle ro og overblik, til stor glæde for os andre.
 
Hun har altid tid til at hjælpe, har en kæmpe viden og alt er fagligt i orden. Hun er på forkant med nye lovgivninger og de nyeste afgørelser, og opdaterer os andre med denne viden – før vi endnu selv er blevet opmærksomme på det
 
Karin er et kært og varmt menneske og uden at hun nok helt selv ved det, så betyder hun rigtigt meget for os alle og det vil vi gerne vise og fortælle hende med en ”månedens buket”.
 
Teamet var klart ikke det samme uden hende.

Har du en kollega, som du synes, fortjener Månedens buket, så send endelig en mail til os om hvorfor lige netop den du indstiller, skal have en buket blomster og vær med til at give en anden smil på læben...


På gensyn
nyhedsbrevbundapril.jpg

Klik på billedet og kom videre til vores hjemmeside.

Du er tilmeldt med følgende adresse: %%emailaddress%%

Ønsker du at afmelde dig vores nyhedsbrev? Så skal du blot klikke her.





Anatomic SITT A/S- Viengevej 4 - 8240 Risskov - telefon: 86 17 01 74